Du kender ordet. Motivation. Den lille uhåndgribelige tingest, som gør det hele overskueligt og nemmere, og som ofte er drivkraften for dit vægttab.

Du mærker den i starten af dit vægttab. Det er sådan en ting, der er lidt svært at sætte ord på, hvad er, men du føler dig motiveret til at spise sundt, sige nej til kage på job eller familiefødselsdage og du kommer af sted til træning hver gang. Men så bliver det hverdag. Hvor det hele var nyt og spændende før, så rammer hverdagens trivialitet, og pludselig har du bare ikke samme følelse i kroppen. Motivationen er på retræte og hvad gør du så? ”Jamen du skal da bare finde motivationen igen”. Jo jo. Men hvad motiverer mig? Det kan faktisk være svært at sætte ord på.

 

Men det vil jeg hjælpe dig med. Nedenfor kan du læse, hvad der motiverer mig, og hvad jeg tænker på, når motivationen er forsvundet. Faktisk er nogle af mine forslag nogle, som kan forebygge manglende motivation, fordi de vil minde dig om, hvad der motiverer dig. Så læs med.

 

Før- og efterbilleder

Et powerfuldt værktøj til at holde motivationen højt er før- og efterbilleder. Disse billeder er dokumentation for din udvikling, og de viser dig, hvor langt du er kommet med dit vægttab. Til hverdag ser du ikke den store forskel i spejlbilledet, fordi du kun ser den minimale forandring dag til dag. Men sætter du derimod to billeder op mod hinanden, som er taget med en måneds mellem, så vil du kunne se, hvordan din krop forandrer sig, og hvordan kiloerne forsvinder.

 

Det er et utrolig godt redskab, hvor du hele tiden kan holde øje med din udvikling og give dig selv et klap på skulderen, når du ser fremgangen.

 

Delmål

Når du påbegynder et vægttab, så har du ofte et langsigtet mål. Du vil gerne tabe 10 kilo. Du vil kunne løbe 5 km osv. Det er rigtig godt at have de her mål, som du kan stræbe efter og se frem til at nå. Men i hverdagen kan det være svært at se så langt ud i fremtiden. Du glemmer, hvad dit hovedmål er, og det hele forsvinder lige så stille.

 

Derfor er delmål et godt bidrag til holde gang i motivationen. Du laver ganske enkelt mindre og kortsigtede mål, som gør det lettere for dig at nå det store mål. Et delmål kan være, at du skal tabe 2 kilo. At du skal kunne passe et par bukser, som er en tand for små, at du skal deltage i et 3 km løb osv…

 

Delmål afhænger af, hvad dit overordnet mål er, men det gør dit langsigtede mål meget mere overskueligt, og kan være med til at sikre, at du når det i sidste ende.

Træningsmakker

Det kan være svært at holde gejsten oppe helt alene. Det er også alt for let at springe træninger over, når man træner alene, hvis vejret er dårligt, eller hvis man kommer sent hjem fra arbejde. Det, at du har en at dele op- og nedturene til træning, gør det også en tand sjovere. Derfor kan en træningsmakker være svaret. Find en veninde, kollega, søster og få træningen gjort sammen.

 

Lige pludselig er der en anden, som er afhænger af dig, og som du vil skuffe, hvis du melder fra til træning. Du kommer af sted selv på de dage, hvor lysten ikke er der. Men samtidig har du det bedste selskab.

 

Nyt træningstøj og udstyr

Der er ikke noget bedre end nyt. Og så er det næsten lige meget, hvad det er! Det gælder altså også, når det kommer til træningstøj og udstyr. Jeg elsker personligt, når jeg skal bruge et par træningstights for første gang, eller hvor jeg skal bruge mit nyerhvervede løbeur. Det er en af de bedste følelser!

 

DERFOR… Forær dig selv en ny ting en gang i mellem. Det giver et kæmpe motivationsboost, når du har nyt tøj på eller skal ud og gå eller i dine nye løbesko.

 

Hent vores E-bog Her

Nysgerrig på at vide mere?

Hent vores e-bog her og lær mere om hvordan

vi kan hjælpe dig til en sunderehverdag.

Tilmeld nyhedsbrev og modtag ugens opskrift

×